Ramt af skrivekløe

Ramt af skrivekløe

For to år siden udgav Sofie Lassen-Kahlke erindringsbogen ’Ramt’.

Og for nylig præsenterede hun sin første krimi med titlen ’Adams Arv’.

Elsker at skrive

– Jeg er ikke nødvendigvis blevet fuldtidsforfatter, men jeg elsker at skrive, sagde den 44-årige ’Anja & Viktor’-skuespiller til nytomkendte.dk på Bogforum i Bella Center.

Fylder meget

– Jeg har ikke en forkromet plan, og lige nu fylder det meget, fortsatte hun.

– Men hvad fremtiden bringer, aner jeg ikke, lød det fra den nyslåede krimiforfatter, der fik sit folkelige gennembrud i ’Kærlighed ved først hik’ i 1999.

Halv million solgte billetter

Med en halv million solgte biografbilletter blev filmen en megasucces.

I de følgende år blev den fulgt op af fire ’Anja & Viktor ’-produktioner, hvor hun fortsatte i rollen som ‘Anja’, mens rollen som ‘Viktor’ blev spillet af Robert Hansen.

Succeserne medførte også medvirken i tv-julekalendere og flere andre kendte film.

Savner skuespillet

Skuespillet har dog været sat på vågeblus i en rum tid.

– Jeg kan da godt savne skuespillet, men lige nu er jeg forfatter, og har det godt med det, afslørede hun, der har høstet fine anmeldelser oven på debuten som forfatter.

Forvirrede tanker

 – Den første bog handlede om mig selv, og mine forvirrede tanker. Dette er et krimi-mysterium, beskrev hun, der privat har tre børn på 12, ni og fire år med sin mand, Hans Poul Petersen.

 

 

 

 

Fjerner ‘cykelstyret’

Fjerner ‘cykelstyret’

Normalt er Flemming Krøll udstyret med et flot cykelstyr af et overskæg.

Men forleden var det væk!

– Det føles som at have bar røv i ansigtet, sagde den tidligere revydirektør til nytomkendte.dk ved premieren på ’Ørkenens Sønner’ i Teltet på Bakken nord for København.

Fokus på mænds sundhed

Baggrunden for handlingen skal ses i lyset af, at ’Movember’-bevægelsen hvert år opfordrer herrerne over hele verden at tillægge sig en moustache for at skabe fokus på mænds sundhed på en sjov måde.

Gør det stik modsatte

Flemming Krøll har så gjort det stik modsatte, nemlig barberet overskægget af for en kort bemærkning.

Men der var en dybere mening i galskaben.

Har solgt overskægget

– Mit overskæg er sat til salg for tredje år i træk, fortalte den 68-årige troubadour, der for nylig markerede sine 50 år som optrædende med et stort jubilæumsshow i Hvidovre.

Værten har købt det

 – Værten Joan på min dagligstue, ’Kongens Bar’ i København har købt det for 9.000 kroner, fortalte han videre.

Donerer 125.000 kr

 – Hertil har jeg doneret 125.000 kroner fra mit jubilæumsshow til velgørenhedspuljen, lød det videre fra Flemming Krøll om hans flotte bidrag til mænds sundhed.

Sådan fejres Leo

Sådan fejres Leo

Efter 50 år sammen mistede Sussi Nielsen i februar sin musiker-mand Leo.

Markeres på Saltum kirkegård

Men selvom han er død, kommer hans fødselsdag ikke til at gå upåagtet hen.

Leo ville være fyldt 68 år den 15. november, og det skal markeres på Saltum kirkegård, hvor urnen er begravet.

Skåler i Fernet Branca

– Familien og jeg tager ud til gravstedet, så skåler vi i en Fernet Branca. Det var Leos yndlingsdrink, fortæller Sussi Nielsen til nytomkendte.dk søndag ved Bogforum i København.

Her præsenterede hun sin selvbiografi ‘Jeg er Sussi’ skrevet af Michael Enggaard, og bagefter stillede hun op til interview.

Hyggeligst at være to

– Jeg savner Leo, når jeg kører alene rundt i min autocamper. Det var altid hyggeligt, når man var to, lyder det fra Sussi Nielsen, der fortsætter tilværelsen som optrædende efter tabet af ‘Sussi & Leo’-duoens halvdel.

Sidder ikke fast i sorgen

– Det kan ikke hjælpe noget at sidde fast i sorgen og fortiden. Det var både Leos og mit motto, og det følger jeg, siger hun, der underholder med andre musikere i konstellationen ’Leo & Drengene’.

– Og det går godt, nu hvor vi er blevet godt spillet sammen, siger hun, der startede op med de nye i starten af året, hvor Leo var syg og sengeliggende det meste af tiden

Første jul uden Leo

For Sussi bliver den kommende jul den første i mands minde uden Leo.

Men planerne er sat på skinner.

– Jeg skal være sammen med min lillebror, og vi bliver over 20 mennesker, så det bliver en helt anden jul, end jeg er vant til.

– Det skal nok blive sjovt, mener Sussi, der som noget nyt planlægger foredrag i det nye år med udgangspunkt i bogen og krydret med ufortalte anekdoter.

Sussi Nielsen signerede bøger på bogmessen i København. (Foto: Kenth G. Madsen)