‘La Glace’-kagedroning er til mere

‘La Glace’-kagedroning er til mere

Marianne Stagetorn bejler til TV 2 for at få flere programmer om den ældgamle konditorbutik i København.

Det forklarer hun til nytomkendte.dk ved ’Verdensballetten’ på Sølyst i Klampenborg.

Med ’Jul i konditoriet’ og ’Nytår hos ’La Glace’ er seerne siden 2018 nemlig blevet budt på et væld af flotte konditorkager og indsigten i hvordan de bliver fremstillet.

Men der er tale om genudsendelser på TV 2 passende til højtiden.

Dagligdagen hos det velrenommerede firma er imidlertid meget mere omfattende, forsikrer konditoriejeren Marianne Stagetorn.

Fokus på 11 andre måneder

 – Der sker spændende ting hele året, og vi vil rigtigt gerne lave flere programmer, lyder det fra kagemutter ledsaget af sin mand Peter på den røde løber.

– Det er lidt ærgerligt, at det kun er juletiden, der fokuseres på, men vi findes jo også i de 11 andre måneder, fortsætter hun sin bejlen til TV 2.

Sjovt at formidle

 Og konditorejeren har et væld af forslag til, hvad der kunne være interessant at få taget hul på til en ny programserie.

– Vi vil også gerne vise svendeprøver, kagebagning, unge mennesker, der gør sig umage og et eventuelt generationsskifte.

– Det har været enormt sjovt at formidle, hvad vi går og laver, siger hun.

Marianne Stagetorn fra ’La Glace’-programmerne og manden Peter har andet og mere at byde på end jul og nytår. (Foto: Kenth G. Madsen)

 

Flytter ind med en anden

Flytter ind med en anden

Da Andrea Heick Gadeberg i foråret blev optaget på Den Danske Scenekunstskole i Odense, traf hun valget om at flytte ind med en anden mand.

Det betød, at den 24-årige skuespiller fra ’Dansegarderoben’ flyttede væk fra sin forlovede Robert Buhl Jensen i København til fordel for H.C. Andersens by.

De næste tre år skal hun dele hverdagen med vennen Tobias, som hun i øvrigt går på hold med i studietiden.

Med lejlighed i Odense kan hun dermed gå all-in på studierne uden belastende rejsetid.

– Vi matcher godt

Indflytningen i de nye gemakker er netop overstået.

– Jeg glæder mig helt vildt meget, sagde hun til nytomkendte.dk ved premieren på ’Natasja’ i Operaen.

– Det er en rigtig god lejlighed. Vi har hver sit værelse og en god stue, fortalte hun om indretningen.

Andrea Heick Gadeberg gør sig dermed klar til at indrette sig med en ny mand fra august, når det bliver alvor.

– Vi matcher hinandens energi i forhold til, hvor meget der skal ryddes op, og må rodes, lyder det fra den 24-årige skuespiller om kemien med sin nye roommate.

Klar til skolestart

Andrea Heick Gadeberg er klar til at modtage kvalificeret lærdom til sig på skuespillerskolen.

– Jeg tror det bliver vildt sjovt at prøve, håbede hun, der har fået sit første pensum til skolestarten.

– Vi har fået en lille plan for halvåret, og det ser enormt spændende ud, sagde hun sprængfyldt af forventninger til en rum tid på skolebænken.

Andrea Heick Gadeberg kaster sig ud i en ny tilværelse sammen med en roommate i Odense. (Foto: Kenth G. Madsen)

Vicki Berlins karriere suser af sted

Vicki Berlins karriere suser af sted

Sidste år vandt ’Triangle of Sadness’ de gyldne palmer i Cannes, og her i foråret blev filmen nomineret i tre kategorier ved Oscar-festen i Hollywood.

På rollelisten var Vicki Berlin, og succesen har givet hende den velkomne afsmittende effekt, nemlig raketfart i karrieren.

Det fortalte den 45-årige skuespiller om til kendte.dk ved premieren på ’Natasja’ i Operaen.

– Lige nu er jeg i gang med optagelserne til en ny dansk film, og så er der to film i udlandet, jeg skal være med i.

Spændende ting

– Og en tredje venter jeg svar på, lød det fra Vicki Berlin om de nye tilbud.

Og hun var ikke i tvivl om, hvorfor der er bud efter hende fra udlandet i højere grad end tidligere.

– De udenlandske jobs har helt klart noget at gøre med min medvirken i en prisbelønnet film, mente hun, der dog ikke kunne åbne særligt meget op om, hvilke typer roller, der er tale om.

– Jeg kan sige, at det er nogle rigtigt spændende ting. Men det er ikke komedier, og jeg skal ikke spille skurk, konstaterede hun videre.

Meldte fra på grund af sygdom

 I foråret skulle Vicki Berlin have medvirket i Odense Sommerrevy, men hun blev desværre nødt til at melde fra på grund af kritisk sygdom i familien.

I revyen blev hun afløst af skuespilleren Charlotte Guldberg sæsonen ud.

Midt i arbejdet med filmoptagelserne håber hun på at få tid til at holde lidt fri.

– Hvis det kan nås, skal min dejlige mand og mine skønne hunde og jeg på ferie.  Det håber jeg at kunne få passet ind, sagde hun.

 

Vicki Berlin glæder sig over fornyet fart på karrieren i især den udenlandske retning. (Foto: Kenth G. Madsen)